Hvorfor er det vigtigt
at ikke veje for meget?

Selvom fedme i sig selv ikke behøver at medføre lidelse, udgør sygdommen en alvorlig sundhedsrisiko. Når BMI-værdien stiger, øges risikoen for alvorlige følgevirkninger såsom type 2-diabetes, forhøjet blodtryk, hjerteanfald, slagtilfælde, søvnapnø og kræft. Fedme kan også føre til problemer som smerter i ryggen, knæ og hofter, åndenød, halsbrand, syreopkast, galdesten og nedsat fertilitet. Ud over en lang række fysiske følgevirkninger, der i nogle tilfælde kan forkorte livet, er fedme ofte også forbundet med en nedsat livskvalitet. (1, 2)

Lavt selvværd, angst og depression er almindeligt blandt mennesker, der lever med fedme. (1) Mange udsættes også for diskrimination og krænkende behandling. (3, 4)

Et BMI på 40 eller derover er også klassificeret som en risikofaktor for covid-19.

Hvad er stigma?

Stigmatisering betyder, at en person eller gruppe behandles dårligt eller diskrimineres på baggrund af bestemte egenskaber. Mange mennesker, der lever med fedme, har på et eller andet tidspunkt været udsat for diskrimination eller krænkende behandling på grund af deres sygdom. (4)

Hvilken indvirkning har din vægt på dit liv?

  • Min vægt forhindrer mig i at kunne nyde livet fuldt ud
  • Min vægt hæmmer mig i intime situationer
  • Nogle gange føles det som om folk bedømmer mig efter min vægt, ikke min præstation
  • Min vægt har en negativ indvirkning på min selvværd
  • Min vægt forhindrer mig i at være så aktiv, som jeg gerne vil være sammen med mine børn, min familie og mine venner

Hvis du genkender dig selv i et eller flere af ovenstående udsagn, skal du tale med din læge for at få hjælp til at få det bedre med dig selv.

Små forandringer kan gøre en stor forskel

Hos en person, der lever med fedme, er hvert kilo mindre et skridt mod bedre helbred. Et vægttab på 5-10% reducerer betydeligt risikoen for at udvikle følgevirkninger som for højt blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes, men også en række andre sundhedsmæssige fordele såsom forbedret lungefunktion, lavere blodtryk, bedre blodsukkermetabolisme og højere livskvalitet. (5-10)

At risikoen for følgevirkninger mindskes allerede efter et par kilo vægttab, er måske noget, du ikke altid opfatter. Du føler dig normalt hurtigt mere opmærksom. Stemningen forbedres, og vejrtrækningsproblemer og sure opstød reduceres. Hvert kilo mindre på vægten mindsker også belastningen på knæ og hofter, hvilket kan føre til reduceret smerte og gøre det lettere og sjovere at bevæge sig.

Referencer:

  1. Yumuk V, et al. European Guidelines for Obestity Management in Adults, Obes Facts 2015;8:402-24
  2. SBU. Fetma–problem och åtgärder. En systematisk litteraturöversikt. Statens beredning för medicinsk utvärdering (SBU); 2002. SBU-rapport nr 160
  3. Christiansen WS, et al. Materiell og profesjonell stigmatisering av mennesker med sykelig overvekt, Nordisk Tidsskrift for Helseforskning 2017;2(13)
  4. Puhl, R et al. Bias, discrimination, and obestiy. Obes Red 2001:9:788-805
  5. Wing RR, et al. Benefits of modest weight loss in improving cardiovascular risk factors in overweight and obese individuals with type 2 diabetes. Diabetes Care. 2011; 34:148-1486
  6. Courcoulas AP, et al. Weight change and health outcomes at 3 years after bariatric surgery among individuals with severe obesity. JAMA 2013;310(22): 2416-25.
  7. Hassan MK, et al. Obesity and health-related quality of life: a cross-sectional analysis of the US population. Int J Obes Relat Metab Disord 2003;27:1227-32.
  8. Sarwer DB, Steffen KJ. Quality of life, body image and sexual functioning in bariatric surgery patients. Eur Eat Disord Rev 2015;23(6):504-8.
  9. Held M, et al. Pulmonary and cardiac function in asymptomatic obese subjects and changes following a structured weight reduction program: a prospective observational study. PLoS One 2014;9(9):e107480. 10. Hamman RF, et al. Effect of weight loss with lifestyle intervention on risk of diabetes. Diabetes Care 2006;29:2102-7
  10. Hamman RF, et al. Effect of weight loss with lifestyle intervention on risk of diabetes. Diabetes Care 2006;29:2102-7